Nyhedsbrev Oktober 2024

Bestyrelsen:

Ved Grundejerforeningens generalforsamling søndag den 14. april 2024 blev den siddende bestyrelse genvalgt.

Bestyrelsen har konstitueret sig som følger:

  • – Formand: Kåre M Lauritzen
  • – Næstformand: Jens Peder Larsen
  • – Kasserer: Per Buchholz
  • – Sekretær: Vibeke Parsner
  • – Bestyrelsesmedlem: Ebbe Forup
  • – Suppleant: TrineForup

KåreMLauritzen JensPeterLarsen PerBuchholz VibekeParsner EbbeForup

Bestyrelsesmedlemmernes ansvarsområder er uddelegeret som følger:

  • –  Veje, stier, dræn, grøft: Kåre M Lauritzen / Per Buchholz
  • –  Badebro: Kåre M Lauritzen / Per Buchholz
  • –  Strandeng, grønne omr: Ebbe Forup / Jens Peder Larsen
  • –  Bådlaug: Per Buchholz
  • –  WebMaster: Ebbe Forup
  • –  Hjertestarter: Per Buchholz
  • –  Sekretær: Vibeke Parsner
  • –  Vejlaug.Fællesmedøvrige grundejerforen: Kåre M Lauritzen

Generalforsamling 2024:

Grundejerforeningens generalforsamling 2024 blev afholdt i Røsnæshallen.
Der var ikke tale om det helt store opbud af medlemmer til generalforsamlingen, om end der var interessante emner på dagsordenen. Bestyrelsen håber selvfølgelig på et større opbud af medlemmer til generalforsamlingen i 2025.
Referat fra generalforsamlingen samt årsregnskabet ligger på hjemmesiden.

Generalforsamling i 2025 er fastsat til søndag den 6. april kl. 10:00 – 12:00. Yderligere informationer vil fremgå af indkaldelsen, når denne udsendes.

Badebro:

Badebroen ejes som bekendt af Saltbækvænge Grf. og Svenstrup Strand Grf. i fællesskab. Det betyder, at alle udgifter i forb. m. badebroen, herunder drift, vedligeholdelse, reparationer, op- og nedtagning mv., deles ligeligt mellem foreningerne. Det gælder også, når badebroen engang i fremtiden skal udskiftes.

Aftalen medfører selvfølgelig en mere intensiv brug af badebroen, men den indebærer også store besparelser for vores grundejerforening.
Badebroen opsættes hvert år primo maj og nedtages primo september. Disse tidspunkter er blevet problematiseret af flere medlemmer, men en tidlig efterårsstorm kan beskadige badebroen med høje omkostninger til følge. Badebroen er ikke forsikret, derfor tages den ned primo september.

Svenstrup Strandvej:

Svenstrup Strandvej har de seneste år været i en god stand. Bestyrelsen har valgt en model for renovering af vejen, hvor der bliver udlagt skærver, som tromles ned i overfladen. Det har været en succes. Endvidere har medlemmer mange steder gjort en lokal indsats ved at efterfylde huller med vejgrus. Tak for det.

Påkørte stelere langs vejen er suppleret. Dette sikrer, at vejen på steder ikke bliver for bred samtidig med, at hastigheden holdes nede. Desuden er der opsat et 20 km/t skilt ved indkørslen til området. Dette tilsammen har betydet, at vejen er i god stand på trods af den megen trafik.
Også i dette efterår vil Svenstrup Strandvej samt dele af sidevejene blive rettet af og tromlet. Så skulle vejen gerne holde til næste efterår.

Bestyrelsen vil dog stadig anmode bilister om at køre hensigtsmæssigt og overholde den angivne hastighed på 20 km/t. Navnlig om sommeren er der væsentlige støj- og støvgener for de beboere, der har grunde ud til Svenstrup Strandvej. Kig i bakspejlet, støver det, sæt farten ned.

Vejlauget:

Vejlauget består af grundejerforeningerne Svenstrup Strand, Hvide Klint, Svenstrup Dal og Udmarken, samt flere private grundejere. Svenstrup Strand Grf. er den største forening og har dermed formandskabet. Vejlauget administrerer og vedligeholder den første del af Svenstrup Strandvej frem til Klintevejen.

Vejlauget har i år besluttet at sanere i skilteskoven ved indkørslen fra asfaltvejen til området. Et par vejskilte er fjernet og, der er opsat et nyt 20 km/t-skilt. Endvidere er der etableret en chikane ved Udmarken, som i løbet efteråret suppleres med et par kampesten.
Det har været et ønske fra flere grundejerforeninger at befæste den første del af Svenstrup Strandvej med betonfliser for at undgå de mange huller i den del af vejen. En overslagspris lød på små 300.000 kr, og projektet må derfor anses som urealistisk.

Dræn:

Hoveddræn og brønde langs Svenstrup Strandvej bliver igen inspiceret og spulet i dette efterår. Set i forhold til den mængde drænvand der ledes ud på stranden, synes drænet at være i orden. Desværre bliver der af og til kørt med tunge køretøjer hen over brøndene. Det betyder, at brønddækslerne knækker med unødvendige udgifter til følge. Derfor vil man kunne se, at der nogen steder er placeret en kampesten på dækslet, så brønden fremstår mere synlig. I øvrigt vil bestyrelsen løbende udskifte betondækslerne med kompositdæksler.

Drift og vedligeholdelse af sidevejsdræn påhviler alene de lokale grundejere. Inspektion og spuling af sidevejsdræn kan overgå til Grundejerforeningen, såfremt sidevejen kan dokumentere ved et autoriseret kloakfirma, at dræn og brønde er nyspulede og i orden. Endnu er det kun Birketoften og Fyrrevænget, der har ladet driften overgå til grundejerforeningen.

Der er mulighed for, at private grundejere kan tilslutte sig et sidevejsdræn mhp. at få drænet egen grund. Ved ønsket om tilslutning til drænsystemet kræves der tilladelse fra bestyrelsen. Desuden kræves det, at tilslutningen udføres af en autoriseret kloakmester.
Der må ikke tilsluttes nogen form for spildevandsledninger til drænet. Spildevand skal holdes på egen grund med lovlig afstand til drænet eller i en lukket tank.

Strandengen:

Hybenroserne breder sig over hele Strandengen, hvis de ikke holdes nede. Ved en tidligere generalforsamling blev det besluttet at opgive forsøgene med fjernelse af hybenroserne mekanisk eller ved brug af Roundup. I stedet blev det besluttet, at vi hvert 3. år slår hele området og findeler biomassen. Strandengen skal slås igen i 2025.
Vi har tidligere fået biomassen bortkørt. Dette kan dog ikke længere lade sig gøre, da ingen vil aftage biomassen.
Grøften langs Elletoften bliver uddybet i dette efterår, så drænvand fra grundejerne langs Elletoften og Hvide Klint frit kan passere. Det har hidtil alene været Svenstrup Strand Grf., der har finansieret driften af grøften. Nu har vi indgået en aftale med Hvide Klint Grf. om lige deling af alle udgifter til vedligeholdelse af grøften.

Campingvogne og stålcontainere:

Bestyrelsen har i det forløbne år revideret grundejerforeningens retningslinjer for ”Godt naboskab”. Den blev sidst revideret i 2010. Der er luget ud i stavefejl, unødvendigheder, dårligt sprog og uaktuel tekst.
I den reviderede udgave er det bl. a. tydeliggjort, at det ikke er tilladt at benytte parcellen til oplagsplads for diverse effekter. Desuden fremgår det, at opstilling af vogne med og uden hjul, dvs. campingvogne og stålcontainere o. lign., til bygningsmæssig udnyttelse så som bolig, udhuse, skure o. lign. er forbudt.

Bestyrelsen kan og vil ikke agere ordensmagt men blot anmode grundejerne overholde Partiel byplan nr. 4 fra Kalundborg Kommune, foreningens Vedtægter, samt retningslinjer for ”Godt naboskab”. Bestemmelserne ligger på foreningens hjemmeside.

Arbejdsdage:

Foreningen afholdt i foråret – med succes – 2 arbejdsdage med det formål at få udført nogle arbejdsopgaver, som vi ikke med rimelighed kunne lade udføre af entreprenører.
På arbejdsdagene blev trappen til stranden rettet op og renoveret, bord-bænksæt blev malet, trækspillet blev renoveret, og der blev indsamlet skrald på hele Strandengen.

En stor tak til de medlemmer der leverede et dagsværk til fællesskabet.

Bestyrelsen vil igen i foråret 2025 indkalde til 2 arbejdsdage:

Lørdag den 26. april kl. 10:00 – 12:00. Per Buchholz er sjakbajs

Lørdag den 03. maj kl. 10:00 – 12.00. Kåre M Lauritzen er sjakbajs

Nærmere information og dagsorden vil blive udsendt senere.
Vi hører meget gerne, om medlemmerne har ideer til opgaver, som ønskes på dagsordenen.

Bådlauget:

Bådene skal være fjernet fra bådpladsen senest 1. november, og bådlaugets medlemmer kan den 1. april 2025 igen tage bådpladserne på Strandengen i brug.
Nye medlemmer bedes rette henvendelse til Per Buchholz på foreningens mail svenstrupstrandgf@gmail.com

Grundejerforeningens hjemmeside:

Foreningens hjemmeside er: www.Svenstrupstrand.dk
Bestyrelsen vil samtidig reklamere for vores Facebook gruppe: Grundejerforeningen Svenstrup Strand Kalundborg.

Vi ser nu frem til foråret på det fantastiske Røsnæs.

På bestyrelsens vegne

Kåre M Lauritzen Formand

Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret. Bogmærk permalinket.